Angst kan ramme mange forskellige mennesker, og alle bliver ramt på forskellige måder. Nogen med angst har gavn af en specifik type behandling eller hjælp, og andre oplever effekt af anden behandling.

Helt simpelt, så er angst en udvidet oplevelse af vores naturlige følelse, frygt. Når vi bliver født kender vi ikke til frygt. Det er ikke en medfødt følelse vi har. Frygt er en følelse vi lærer fra vores forældre og de voksne der er tættest på os fra vi er børn. Når børn falder og slår sig, så bliver de ikke bange og begynder at græde. De kigger på deres forældre for at se deres reaktion, og hvis de kan se frygten i forældrenes øjne, så begynder de måske af græde. På den måde bygger vi fra vi er børn stille og rolig et sundt forhold til frygt, ved at afspejle vores forældre og andre voksnes reaktioner og følelse af frygt.

Nogen gange kan dette sunde forhold til frygt være forstyrret. Hos nogen mennesker er det noget der opstår allerede fra vores barndom. Det kan være ved at have et fravær fra vores forældre, eller hvis vores forældre har haft svært ved at vise deres følelser, f.eks. frygt over for os. Nu til dags kan mange af disse habituelle følelser, altså følelser vi tillære os gennem vores barndom være forstyrret, blandt andet pga. både børns og forældres øgede tid foran skærme.

Angst opstår når vores følelse af frygt bliver ukontrollerede. Frygt er en naturlig følelse, som opstår i forbindelse med en sympatisk aktivering i vores autonome nervesystem. Altså når vores nervesystems “Kæmp eller flygt” tilstand bliver aktiveret. Hvis denne tilstand er aktiveret i lang tid, uden at blive reguleret, så kan en forstærket følelse af frygt blive skabt, hvilket vi kalder angst.

Der findes i dag adskillige behandlingsmetoder til angst. Psykologbehandling og psykoterapi ligger stadig som nogen af de mest brugte behandlinger. Her tages der ofte kun udgangspunkt i den mentale del af angst, hvor der arbejdes med ens egne tanker omkring den angst man har.

Når vi arbejder med angst, handler det om at regulere nervesystemet, både gennem manuel behandling, mentale redskaber og vejrtrækningsteknikker.

Når vi så ved hvad angst er, og hvordan det påvirker vores krop. Hvordan hænger angst så sammen med vejrtrækningsteknikker? Tilbage i 2010 var der 3 kvinder som alle havde den sjældne sygdom Urbach-Wiethe. Dette er er skade i hjernen, der rammer amygdala, som er det center i hjernen, der tolker frygt. Disse kvinder kunne altså ikke fornemme frygt, og var aldrig bange. De var før blevet testet og udsat for diverse ting, der ville skræmme de fleste andre, men intet kunne fremprovokere frygt hos disse kvinder. I 2010 udsatte en gruppe forskere dem for noget nyt. De satte en iltmaske på deres ansigt, så de kun kunne trække vejret gennem denne. Men i stedet for ilt, så fik de kvinderne til at indånde CO2, kuldioxid. Dette fik alle 3 kvinder til at flå masken af, og hive efter vejret. Alle 3 kvinder beskrev efterfølgende, at det var en følelse, de aldrig havde haft før. De følte at de blev kvalt, at de skulle dø og de følte frygt.

 

Dette skyldes, at et højt CO2 niveau i vores blodbaner, sender et signal til vores hjerne om, at vi skal regulere vores vejrtrækning. Når vi tager en dyb indånding og holder vejret så længe vi kan, så vil der på et tidspunkt begynde at opstå den her klaustrofobiske følelse i kroppen, hvor vi får et signal om at vi skal trække vejret. Det er vores hjerne, der har modtaget et signal om for meget CO2 i vores blod, og derfor fortæller os at vi skal trække vejret. Ved de kvinder jeg nævnte lige før, fik de en så stor mængde CO2 ind i deres krop, at dette signal blev virkelig kraftigt, og de derfor fik en stor panikfølelse, fordi de følte at de blev kvalt. Den naturlige reaktion er at begynde at hyperventilere for at komme af med denne CO2, så signalet til hjernen kan blive mindre.

 

Vi snakker her om noget vi kalder vores CO2-tolerance. Det handler om hvor sensitive vi er over for denne ophobning af CO2 i vores blod. Hvor højt kan vores CO2-niveau blive, inden vores hjerne får et signal om, at vi skal trække vejret. Hvis man har en høj CO2-tolerance, har man ofte en langsom og let vejrtrækning, og kan fortsætte med at trække vejret let og langsomt, selv under fysisk aktivitet. Hvis man har en lav CO2 tolerance, kan man ikke holde vejret særlig længe, bliver hurtigt forpustet og føler man ikke kan få luft. Dette vil føre til at man begynder at hyperventilere, altså trække vejret hurtigere og mere. Det fører til et lavere niveau af CO2 i blodet, så følelsen af forpustelse forsvinder, men det gør også vores hjerne hyper excitable, hvilket kan forklares som en hyper arousal tilstand. Det giver øget angst og en øget fyring og aktivering i de autonome, sympatiske neuroner. Det skaber en form for larm og forstyrrelser i hovedet, der gør, at man bliver dårligere til at bearbejde eksterne informationer. Man bliver altså mere i sit eget hoved, og får mere fokus væk fra omverdenen.

 

Forsøget på kvinderne med Urbach Wiethe er også blevet lavet på mennesker der ikke havde Urbach Wiethe. Det viste at ikke alle mennesker reagerer så voldsomt på at få en dosis CO2 i indåndingsluften. Disse to eksperimenter tilsammen viser, at hvis CO2-niveauet i blodet bliver højt, og vores sensitivitet til dette høje CO2 niveau er dårligt, så skaber det panik og angst symptomer i kroppen. Vores sensitivitet til et højt CO2-niveau i blodet kan vi træne med vejrtrækningsøvelser.